Teasere

. . . 

“Det hele er klart nu!” gentager hun stille for sig selv, for måske hundrede gang i dag. Fotografiet af hendes forældre smiler til hende fra bunden af en lille kasse. Hun tager den forsigtigt op, som om den er ganske dyrebar. Tingene i den er nøje udvalgt. Det er alt, hvad hun kan tage med sig til hendes nye liv på Jorden. Hendes hænder sitrer en smule, da hun forsigtigt lukker den og lægger den forsvarligt ned i rygsækken. Hun kaster et sidste blik rundt i rummet. Hun har tidligere fundet den trange plads i, metalvæggene og den konstante mekaniske summen for klaustrofobisk, men måske hun alligevel vil komme til at savne trygheden om bord på Space Station 16. Hun slår tanken hen, slynger rygsækken over den ene skulder og forlader rummet, som hun ved, at hun aldrig kommer til at se igen.

Han er hverken den sidste eller den første, der ankommer til afgangshallen. Alle har det samme sorte tøj på og det er umuligt at se, hvem der er fra hvilken kaste. Han kommer til at smile ved tanken. Han tæller deltagere. Da han rammer nr. 36 gibber det i ham. “Shit, skal hun også med?” Han vender sig instinktivt imod et par andre frivillige og forsøger, at ignorere en voksende knude af vrede i maven. Det er for sent at fortryde nu. Heldigvis forstyrres hans tanker, da en Exolante begynder at guide folk ind i det lille mørkegrå transportskib. Skibet, der skal føre dem til deres destination. Han har set billeder fra Jorden engang. Han bliver en af de første, der kommer til at se den igen. Projekt Jorden Forfra er en realitet!

. . . 

Senatsmedlemmet sniger sig til at kigge rundt i det lille lokale mens ingen af møde-deltagerne taler. Der er højere til loftet end de fleste steder på SS16 og der er også mere rent. Den velkendte lugt af jern og støv hænger tungt i hendes næse. 125 år, så længe har SS16 ligget i kredsløb omkring den mennesketomme Jord. Med et suk tvinger hun øjnene tilbage til mødet og den lille lysende tavle på bordet mellem dem.
“Så det er vedtaget?” Senatoren lyder træt, næsten opgivende. Han stemte imod og argumenterede højlydt for sin sag forinden. De syv forsamlede ser alle tænksomme ud, men nikker samtykkende. Der lyder en puslen og skramlen med stole, idet de rejser sig og gør mine til at forlade mødelokalet. Senatoren forbereder sig mentalt på den forestående opgave; at informere resten af befolkningen på SS16… Kontakten til SS47 er tabt og de er nu fuldstændig afskåret fra resten af menneskeheden.

. . . 

Jacinta omfavner stilheden og vægtløsheden. Det vil føles sådan at dø. Stille og vægtløst. Hun mærker det allerede. Tungheden fra iltmanglen og den snigende træthed. Snart vil hun miste bevidstheden og så ville det være slut.

Jo mere fjern hun bliver, des mindre klaustrofobisk virker dragten. Hun har haft den på så mange gange før og nu vil den vil blive hendes kiste. Hun glæder sig. Mest til, at smerten vil stoppe. Synet af dem sammen brænder pinefuldt i hendes erindring. Vreden stiger bare af tanken. Jacinta skubber sig rundt, så hun har front imod den blågrønne planet med den evigt sorte baggrund.

Der vil ikke gå lang tid nu… før hun slipper fra det her lorteliv og fra, at blive ædt op af hadet og afmagten. Det kræver efterhånden kræfter at fokusere og tankerne begynder at blive drømmeagtigt springende.

Hun omfavner roen. Det hele er så fucking ligemeget. Jacinta observerer Jorden i dens nye slørede og fordrejede form. Hvis bare hun kunne holde fokus et øjeblik…

Tilbuddet havde været sindssygt. Det ville være med livet som indsats og med oddsene imod sig. At rejse til Jorden!? Drømmene trænger sig på. Det giver et sæt i hende, da virkeligheden kortvarigt igen bryder igennem. En vrede, hun ikke tidligere har mærket, giver hende energi. Fuck det! Hvis jeg skal dø, så kan det fandeme lige så godt være på Jorden… efter jeg har taget hævn!

Med en sidste kraftanstrengelse hæver hun armen og hamrer hånden imod nødknappen på sin skulder.

. . .

“Hvem vi er, og hvem vi er nødt til at være for at overleve, er vidt forskellige ting.”

. . .

Barnegråd fylder det lille lokale. Iria glemmer næsten den sødlige stank og sin mors skrig kort forinden. “Hvad er det?” spørger hun utålmodigt storebroderen. “En dreng” svarer han smilende. “Vi har fået en lillebror”. Irias ansigt lyser op i et blændende smil og hun rækker krævende armene ud imod det skrigende spædbarn. “Nej Iria, ikke endnu. Vi skal lige have fjernet navlestrengen”, formaner mor blidt fra sit leje.

Øjeblikke senere sidder Iria med sin larmende lillebror i armene. Han er lidt grim synes hun… og så lugter han også underligt. “Vil du ikke bære ham herover Iria?” beder mor afkræftet. “Han er nok sulten.”

Men Lillebror er vist ikke sulten alligvel – han vil bare skrige. Iria kan se hvordan frygten males tydeligere og tydeligere på mors ansigt. Hvis ikke snart Lillebror holder op med at skrige, så er der nogen der hører ham… Og Iria ved godt hvad der sker ved de 3. børn der bliver opdaget!

. . .

Grøden smager af salt og vand. Verias hader den. Selv som barn syntes han, at den var forfærdelig. Nogle gange havde hans far skaffet ekstra sødemiddel til dem. Hvorfra ved han ikke, men han har senere lært, at det ikke er let at skaffe lige præcis de rationeringsmærker.

Men det er alt sammen snart lige meget. I morgen spiser han på Jorden!

Gad vide, hvordan grønne planter virkeligt smager… ægte grønne planter. Ifølge underviserne på Projekt Jorden Forfra skulle planterne være forsvarlige at spise, så længe måleren ikke slår ud i nærheden af dem. I de sidste par uger har Verias modtaget undervisning i, hvordan man laver mad af planter og dyr på jorden. Han har set gamle videoer fra arkivet og læst bøger om jagt. Det mest spændende var optagelserne af hvordan man tænder bål – dét glæder han sig til at prøve!

. . .

Rationeringsmærkerne er krøllede og Sago kan mærke maven knurre forventningsfuldt, idet han diskret stikker dem i sin egen lomme. Hans blik møder Kolins og de to lictores bevæger sig hastigt bort, opmærksomme på at ingen ser dem.
Bag sig kan de høre hende jamre og tigge dem om at hjælpe hende. Kom tilbage! Hjælp mig! Kvindens nødråb afbrydes da et par stærke arme griber hende og tvinger hende tilbage i mørket.

. . .

Der lyder en dyb rusten klang, idet den tunge dør med et ryk bliver lukket. En metalisk raslen vidner om, at det store stykke metal, der udgør håndtaget, bliver drejet og at rummet nu er forseglet. De efterfølgende sekunder er larmende stille. Ingen siger en lyd og maskinen omkring dem er faretruende stille. En langtrukken dyb bippen sætter ind. Ti sekunder senere bryder helvede løs. Med et brøl af en anden verden, starter motorene og et kraftigt ryk fortæller at de har begyndt deres rejse. I løbet af det næste halve minut bliver samtlige om bord ramt af massiv kvalme. Metalisk knirken og lyden af motorer er øredøvende, og overdøver alle lyde om bord. Også de skræmte skrig.

Nogle få er stille. Helt blege og stille. De klamrer sig til deres seler og stirrer tomt frem for sig. Forsøger at holde kvalmen nede… forsøger at forberede sig på landingen.

. . .

“For evigt” hvisker han. Deres øjne mødes og Torus hjerte slår et slag over. Hans mave knuger sig sammen af ren lykke og han kan ikke stoppe sig selv fra at trække hendes duft helt ned i lungerne. Idara lægger sin hånd over hans. Den er varm imod hendes maveskind. “Du fuldender mig, ved du godt det?” spørger hun hæst, idet hun drejer sig imod ham. Toru svarer hende ikke, men strækker sig så deres læber mødes. Han flytter sin hånd til hendes varme skød og hun klynker af fryd. Idara er så lykkelig at hun er ved at sprænges, hun åbner sig for ham og tager imod ham med krop og sjæl. Sammen forsvinder de ind i tåger vævet af ungdommelig og altoverskyggende kærlighed til hinanden.

 . . .

“Hold din KÆFT!” Det hysteriske råb giver genlyd i det lille rum og ubevidst træder han et skridt baglæns, væk fra hende. De grønne øjne gløder af ukontrolleret raseri, og han ved, at hendes næste træk er at lange ud efter ham. “Din forpulede lille møgunge, kom her… kom så her!” Hun springer frem imod ham, adræt og alt for øvet i denne modbydelige fangeleg. Panisk mærker han hvordan hendes arme vikler sig om ham, hendes negle der borer sig ned igennem huden. Hun lugter lidt af sved når han at tænke, før hendes knæ rammer ham lige i ribbenene. “Igen skal jeg høre på, at du har lavet balade. Skam dig! SKAM DIG!”

Alt i ham skriger efter at forklare hende at det slet ikke var ham… at der er sket en fejl. At det i virkeligheden var de andre drenge fra klassen! Hendes kraftfulde slag imod hans brystkasse forhindrer ham i at tale. Grådigt hiver han efter vejret mellem slagene og kæmper for at få sine arme fri. Pludselig mærker han at grebet om ham løsnes, og hans barnekrop falder imod jorden. En skygge i øjenkrogen er det eneste han når at registrere, før hendes knytnæve indhylder halvdelen af hans ansigt i ubeskrivelige smerter. Inden alt bliver sort, hører han sig selv mumle: “Vil du ikke nok holde op mor!?”

. . .

Silene betragtede indgangen til hovedlaboratoriet. Hun havde kun været der få gange før. Mens de ventede, ilede mænd og kvinder ud og ind igennem det store indgangsparti. Over indgangen var der skrevet Lab1 med store bogstaver.

Alle de forbipasserende var velklædte. En kvinde havde kigget surt på den lille familie, da hun gik forbi. Hun havde sikkert følt væmmelse over, hvad en flok snuskede Myrer lavede i Serpientes’ del af stationen. Silene følte en irritation vokse i sig. Hun følte sig ydmyget og havde mest lyst til at gå, men hendes far havde krævet, at hun var med i dag. Det var jo “en stor dag”. Han stod på hendes højre side. Han smilede, da hun så på ham. Hun kvalte sin irritation og forsøgte at gengælde smilet.

Det var hendes mor der afbrød stilheden. “Der er han!”. Moderens ansigt flækkede i et stort smil ved synet af Edan der kom ud af porten. Hans langsomme tempo forstyrrede tydeligt flowet ind og ud af porten. Han stoppede op. Han knugede en seddel hårdt imellem hænderne. Han så næsten ynkelig ud, som han stod der midt i vrimlen af fine folk, tænkte Silene. Hendes øjne dvælede ved papiret imellem Edans hænder. Hun mærkede vreden boble i maven. Det var hendes lillebrors 18 års fødselsdagsgave. Det var grunden til, at familiens tøj var så slidt og deres ejendele var mere slidte, end de andre arbejderes. Hendes forældre havde sparet alt op for at få råd til, at give deres eneste søn et match.

Silene kunne ikke huske, hvad hun selv havde fået i 18 års fødselsdagsgave – men det var ihvertfald ikke et match! Oppe ved indgangen var Edan begyndt at gå igen. Han smilede over hele fjæset nu og nærmest småløb den sidste vej over til familien. Hans mor faldt ham om halsen. “Hvordan gik det?” Han gengældte hendes knus. “Over al forventning”.  Han løsrev sig og så på sin far. “Der er et match. Hun er 25 og gæt hvad.. Hun er Exolante”. Silene stod og så på det absurde optrin, hendes mor nærmest var ved at besvime over beskeden og faderen greb sin søn og knugede ham ind til sig med våde øjne. “Jeg er så lykkelig for dig” – “For os” afbrød Edan. “Nu bliver jeg Exolante og så kan jeg hjælpe jer”. Silene fnøs. Edan hørte hende. Han sendte hende et koldt blik, der dog ikke kunne måle sig med hendes. “25 år siger du? Er hun gift?” spurgte hun spydigt. Hans blik flakkede et øjeblik. “Ja, det er hun, men det bliver ikke noget problem”. Hun smilede tilbage. Hendes mor opfangede ikke smilets hån. Hun greb sin datter om skulderen. “Jeg er glad for, at du er glad på hans vegne, Silene. Du ved, at vi ikke havde råd til jer begge og din bror kan bare bedre..”.

Silene rev sig vredt fri af hendes mors omklamring og begyndte at gå. Raseriet og misundelsen var overvældende. Hun hørte sin fars stemme bag sig, men pulsen der dunkede i hendes ører overdøvede hans ord. Hun havde skammet sig, dengang hun var lille og første gang fik at vide, at hendes bror ville få et match når han blev stor. Hun skammede sig over, at have haft lyst til, at kværke den lille møgunge. I dag var skammen væk og tilbage var fortrydelsen over, ikke at have haft modet.

. . .